Atmosphaera er en audiovisuel koncertforestilling, der forstørrer og forstærker kirkerummets elementer, med henblik på at skabe et rum til refleksion og fordybelse.

 

Kirkerummets arkitektur og historie bidrager til en sansefuld oplevelse af storhed og ydmyghed, der taler til noget grundlæggende i os. Denne kropslige følelse skabt af et rum og dets energi er svær at finde dyrket i samme grad andetsteds, og er kilde til fascination på et helt fundamentalt plan. Samtidig er kirkerummet et mentalt rum, der giver plads og ro til både fælles samhørighed og eksistentiel søgning.

 

Det er disse elementer Atmosphaera retter fokus på ved skabelsen af en unik tværkunstnerisk oplevelse. Kombinationen af et ærefrygtindgydende fysisk rum og et mentalt rum til fordybelse er særegen for vores samtid og dette ønsker vi at hylde og samtidig pege på som et vigtigt aspekt at holde fast i, i vores tempofyldte samtid.

 

ATMOSPHAERA åbner op for både det indre refleksive tankerum og den stoflige fornemmelse af sammenhæng og helhed i kirkerummet: ved hjælp af røg opnår lysets former en rummelig karakter, mens lydkilder placeret forskellige steder i rummet, danner en rummelig lydflade med stor variation og dybde.

 

Det traditionelle fokus på alteret flyttes derved ud i selve kirkerummet og der skabes en omnipresent atmosfære, med helheden som genstand for opmærksomhed. Dette skaber en helt bestemt stemning, hvor yderpunkterne består af det indadrettede, personlige tankerum, og det voluminøse, fysiske rum. Ydermere danner dette rammerne for en ny måde at forholde sig til kirkerummet på, samt måden at opleve et lydværk, lysværk og en koncertfremvisning på.

 

Det visuelle udtryk udgøres af en dynamisk vekslen mellem dvælende abstraktioner og opfarende passager, hvilket akkompagneres af meditative lyd-flader, der langsomt og pulserende giver plads til en indtræden i rummet. Opbrudt af dynamiske energiudladninger ledes opmærksomheden videre i det nye, i vekslen mellem det indre og ydre rum.

 

Dette interdisciplinære samarbejde er skabt mellem lyskunstner Christine Hvidt og lydkunstner Morten Poulsen, der begge har flere års erfaring med performance og installation bag sig.

 

Christine Hvidt arbejder inden for felterne lys- og multimediekunst og har base i Aalborg. Hun har tidligere lavet live visual performances i samarbejde med bands som Mescalin Baby, Neill C. Furio og Claus Hempler; performet live visuals til dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX som del af en audiovisuel koncert i samarbejde med bandet Vinnie Who; udstillet lysinstallationer på festivalen Aarhus Psych Fest i 2013 og 2014 og Beat Circus Festival 2015; samt udført lysperformances til alternative gudstjenester i samarbejde bl.a. Lillerød kirke, Virum Kirke og Christianskirken i Lyngby. – www.christinehvidt.dk

 

Morten Poulsen er komponist og lydkunstner og har ligeledes base i Aalborg. Han har siden 2014 udgivet adskillige værker på sit eget pladeselskab Outrovaert, inklusiv det interaktive internet-baserede værk Dark Web, lavet events der bryder med de normale koncert-konventioner i serie-projektet DADADOIT, skabt lydinstallationer såsom Sub ved Naturmødet 2018, er blevet udgivet på det anerkendte The Wire Tapper, samarbejdet med performance-kunstnere i eksempelvis I Am Human Too, og ikke mindst turnerer Morten internationalt som undervands-trommeslager i Aquasonic af Between Music. Morten modtog i 2017 titlen Årets Kulturtalent fra Aalborg Kommune. – www.morten-poulsen.dk

 

ATMOSPHAERA er gjort muligt med hjælp fra KulturKANten, Region Nord, Statens Kunstfond og i samarbejde med Kulturmødet Mors, Nykøbing Mors Kirke, Frederikshavn Kirke og Skt. Markus Kirken.